10.4 Regionale forbindelser
Jernbaner, færger, veje og stier udgør kommunens trafikale hovedstruktur. Grundstammen udgøres primært af forbindelser til og fra den øvrige del af Sjælland, Fyn og Jylland.
- Hovedjernbanen mellem København og Jylland
- Regionaljernbanen, Slagelse – Høng – Tølløse
- E 20, Vestmotorvejen.
- Rute 22, landevejen Kalundborg – Slagelse – Næstved.
- Fodsporet, Slagelse – Næstved
- Nationale cykelruter, N6, N7 og N8
- Sjællandsleden
10.4.1 Der må ikke udlægges arealer til andre formål inden for de områder, der er udlagt til vejanlæg, med mindre det kan dokumenteres, at dette ikke giver anledning til problemer.
Vejdirektoratet har, i samarbejde med kommunen, udpeget et strategisk vejnet. Det strategiske vejnet består af de strækninger, der har størst samfundsøkonomisk betydning. Der er tale om vejstrækninger, hvor påvirkningen af et færdselsuheld, et vejarbejde eller et andet forhold som nedsætter kapaciteten på vejnettet, kan få konsekvenser for fremkommeligheden for mange trafikanter.
Målet med udpegningen af det strategiske vejnet er at sikre et godt tværgående samarbejde mellem kommunerne, Vejdirektoratet og Politiet. Det drejer sig bl.a. om koordinering af vejarbejder, trafikalt beredskab og trafikinformation.
Det strategiske vejnet er inddelt i tre niveauer. I Slagelse Kommune er Vestmotorvejen udpeget som niveau 1 og rute 22, landevejen Kalundborg – Slagelse – Næstved, som niveau 2. De er begge statsveje. Niveau 3 er veje, der kan bruges som alternative ruter til niveau 1 og 2. I Slagelse Kommune er rute 150 Korsør – Slagelse – Sorø udpeget som niveau 3.
E20 Vestmotorvejen
E20 hægter to af kommunens købstæder – Korsør og Slagelse – direkte op på den overordnede vejstruktur, som er forbindelsen til det nationale og internationale vejnet og desuden grundstammen i godstransportnettet til mange af kommunens virksomheder.
Regionale forbindelser
Rute 22 (statsvej) forbinder Kalundborg – Slagelse – Næstved.
Erhvervsvirksomheder på Vestsjælland, i Region Sjælland, i Kalundborg Kommune, i Næstved Kommune og i Slagelse Kommune arbejder på, at der i Transportministeriet afsættes midler til etablering af en motorvejsforbindelse på strækningen Kalundborg – Slagelse – Næstved.
Rute 150: Korsør – Slagelse –Sorø
Rute 157: Skælskør – Rute 22 – Sorø
Rute 203: Slagelse – Holbæk
Rute 225: Slagelse – Nykøbing Sj.
Rute 259: Slagelse – Skælskør
Rute 265: E20 – Korsør – Skælskør – Næstved
Rute 277: Vemmelev – E20 – Rute 22 (Gørlev)
Slagelse Kommune ønsker at skabe gode transportforbindelser til omverdenen. Vi vil arbejde for, at trafikforbindelserne sikres og forbedres gennem statslige investeringer i infrastruktur og togdrift. Det gælder bl.a. i et samarbejde med erhvervsvirksomheder, Kalundborg Kommune, Næstved Kommune og Region Sjælland, hvor der arbejdes på at etablere en motorvejsforbindelse på strækningen Kalundborg – Slagelse – Næstved – Rønnede.
Kommunen har fokus på transportforholdene til og fra erhvervsområder med henblik på kørsel med modulvogntog, hvor det er muligt i forhold til de øvrige trafikantgrupper. Alle Statens veje i kommunen er godkendt til kørsel med modulvogntog, og enkelte kommuneveje er også godkendte. Vejdirektoratet offentliggør på deres hjemmeside en oversigt over samtlige strækninger, hvor det er godkendt, at der kan køre modulvogntog.