11. Turisme
Slagelse Kommunes mangfoldighed og potentialer skal udnyttes til gavn for befolkningen, den fremtidige bosætning og turisterne. Derfor vil Slagelse Kommune gennem helhedsorienteret udvikling forædle mulighederne for oplevelser – både naturoplevelser og kulturoplevelser i samspillet mellem kysten, øerne, købstæderne og det åbne land. Udviklingen skal lægge vægt på de autentiske oplevelser og de fysiske lokaliteter, hvor turismetiltag kan stedfæstes og vokse. Udviklingen skal gøre lokaliteterne attraktive – både funktionelt og i forhold til identitet og tilgængelighed. Slagelse Kommune skal bl.a. i samarbejde med Destination Sjælland og i forlængelse af indsatserne i Udviklingsplan for Sjælland og Øerne (2020) være en tydelig og attraktiv destination, som tilbyder både aktiviteter og fordybelse.
Under dette tema er der retningslinjer for:
11.0 Generelle retningslinjer
11.0.1 Ved etablering af nye anlæg til turismeformål og ændring af eksisterende anlæg til turismeformål skal det dokumenteres, at kulturhistoriske, landskabelige samt natur- og friluftsmæssige interesser ikke tilsidesættes.
11.0.2 Nye anlæg til turisme skal medvirke til at fremme befolkningens og turisternes muligheder for landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske oplevelser.
11.0.3 Turismen i Slagelse Kommune skal udvikles på et bæredygtigt grundlag i forhold til natur og miljø og bygge videre på de eksisterende kvaliteter og potentialer.
11.0.4 Turismen i Slagelse Kommune skal bidrage til at bevare og udvikle lokalsamfundene som aktive velfungerende samfund.
11.0.5 Udviklingen af turismen i Slagelse Kommune skal så vidt muligt tage udgangspunkt i eksisterende anlæg.
11.0.6 Nye anlæg for turismen skal så vidt muligt placeres i eller i tilknytning til byområder og sommerhusområder.
11.0.7 Offentlighedens adgang til landskabet – herunder strande, skove, naturområder, fortidsminder – skal bevares og udbygges.
Den koordinerede indsats, som skaber synergi i turismerelaterede projekter og styrker samarbejdet mellem turismeaktørerne i kommunen, skal styrkes. Det betyder, at der etableres effektive værdikæder mellem transport, overnatning, bespisning, handel, attraktioner og events. Disse værdikæder udmøntes i forretningskoncepter, der kan skabe samlede pakkeløsninger for turister.
Slagelse Kommune vil arbejde med følgende på turismeområdet:
- Udarbejdelse af en samlet turismestrategi for hele Slagelse Kommune.
- Turistindsatser på tværs af oplevelser og geografier.
- Understøtte igangværende større projekter, såsom Trelleborg, Halsskov Færgehavn, Fodsporet, Tude Ådal mv.
- Understøtte vandaktivitet, som samtidig giver naturoplevelser af særlig karakter. I den forbindelse er der fokus på Tude Ådal, Musholmbugten samt dobbeltkysten ved Glænø/Skælskør med henholdsvis kano- og bådroning samt havkajak.
- Fremme de mange oplevelser forbundet med sejlads.
- Arbejde for at etablere en naturpark fra Bisserup til Agersø og Omø, inklusiv Skælskør by.
- Beskrive og formidle historierne om landsbyerne, kysterne, øerne og det åbne land.
- Formidle fortidsminderne og kulturarven yderligere i forlængelse af projektet Digitalisering af kulturarven.
- Beskrive og formidle mulighederne for aktiviteter, forlystelser, vandre- og cykelture, sejlsport, vandsport, bevægelse mv.
- Udvikle mulighederne for kyst- og naturturisme med fokus på bevægelse og oplevelser.
- Skabe en markedsføringsplatform for lokale fødevarer, og andre lokale varer i samarbejde med Destination Sjælland.
Slagelse Kommunes overordnede tilgang til turismeindsatsen på tværs af kommunens geografi og med særligt fokus på arealer i kystnærhedszonen, er beskrevet i turistpolitiske overvejelser, som kan tilgås via nedenstående link.