3.4 Naturskole
Natur og friluftsliv indgår i undervisningen og i aktiviteterne på skoler og i institutioner, som en del af skolernes arbejde med Udeskole og ”Åben Skole” (jævnfør skolereformen) og institutionernes arbejde med den nye styrkede læreplan, hvor temaet ”Natur, udeliv og science” er et vigtigt element. Det er derfor vigtigt, at der bliver reel adgang til naturen og mulighed for at inddrage naturen, som både ramme og redskab, i undervisningen og aktiviteterne.
Mødet med naturen skaber et kendskab og en viden, som igen kan danne grundlaget for en livslang begejstring til dét derude. Ved at sikre en viden om natur, miljø og kulturmiljø og fokus på muligheder for et udeliv som styrker både sundhed og livskvalitet, kan Slagelse Kommune fremme en sund udvikling hos såvel de yngste aldersgrupper i institutioner og skoler, som hos øvrige borgere i alle aldre, der benytter sig af naturskolens tilbud. En udvikling der på sigt giver vigtige holdninger og handlingskompetence i forhold til natur, miljø, bæredygtighed og biodiversitet.
3.4.1 Der kan etableres støttepunkter for friluftsliv, ophold og naturformidling uden for købstæderne.
3.4.2 Naturbaser, baser for udeskole- og science-aktiviteter, shelterpladser, friluftsgårde, spejderhytter og lejrhytter med et alment, socialt og pædagogisk sigte kan etableres, såfremt beskyttelsesmæssige, jordbrugsmæssige og landskabelige forhold ikke tilsidesættes. Etablering skal fortrinsvis ske i eller i tilknytning til eksisterende bygninger eller anlæg.
3.4.3 Primitive overnatningspladser, der kan rumme op til 5 telte og/eller op til 3 sheltere til lejlighedsvis overnatning, kan etableres på en mindre del af en beboet ejendom, som i øvrigt anvendes til andre formål.
Slagelse Kommune har én naturskole, der har forskellige støttepunkter fordelt rundt i kommunen.
Byrådet ønsker at øge viden om og interesse for naturen hos borgere i alle aldre med henblik på at skabe øget relation til og brug af naturen som en integreret del af borgerens liv. Gennem Slagelse Naturskoles naturaktiviteter og indsatsområder ønsker byrådet at styrke sundhed og livskvalitet samt at skabe handlingskompetence i forhold til natur, miljø, bæredygtighed og biodiversitet, hos den enkelte borger, uanset alder. Brugen af uderum i forhold til dagtilbud og undervisning understøttes, og adgangen til naturen fastholdes og fremmes, ligesom en fortsat udvikling af naturskoleaktiviteter for børn og unge prioriteres.
Teltpladser
Primitive lejrpladser med telte og sheltere kan etableres uden for købstæderne i tilknytning til bevægelsesruter. Teltpladser over 5 pladser kan ikke etableres uden for egentlige campingpladser. Der kræves ikke landzonetilladelse til etablering af en primitiv lejrplads med ganske få telte, såfremt der alene er tale om lejlighedsvis teltslagning af midlertidig karakter på en mindre del af en ejendom, der i øvrigt anvendes til andre formål. Det gælder, uanset om der betales et mindre vederlag for benyttelsen, og om der gives adgang til ejendommens toilet m.v.
Naturskole
Slagelse Naturskole tilbyder formidling af naturen, klimaet og miljøet til skoler og institutioner i Slagelse Kommune. Naturtilbuddene spænder vidt fra en tur i skoven med Flittigmus og naturteater med handskedukker for de mindste til fagligt uddybende arrangementer for de større, hvor naturen kobles med faglige emner, som dansk, matematik o.a. Slagelse Naturskole tilbyder ydermere tilpassede arrangementer i naturen for specialtilbuddene. Slagelse Naturskole udvikler og afholder tillige offentlige arrangementer, der henvender sig til alle kommunens borgere samt til besøgende.
Støttepunkter for Slagelse Naturskoles formidling er blandt andet naturbaserne, som er placeret et bestemt sted i skoven eller i landskabet, med eller uden en fast bygning. Der er knyttet et depot med udstyr og eventuelt en bålplads og en lejrplads til støttepunktet. Der er pt. naturbaser i Bildsø Skov og i Slagelse Skoleskov. Derudover benytter naturskolen naturfaciliteterne ved Vasebro, der udgør et formidlingsrum, en grejbank, toilet- og køkkenfaciliteter, shelters, samt både overdækket og åben bålplads.
I Slagelse Kommune ønsker man at etablere et åbent tilbud til lærere og pædagoger med henblik på at understøtte brugen af naturen som læringsrum og som basis for udeskole. Det betyder i praksis, at alle Slagelse Kommunes lærere og pædagoger kan få hjælp til arbejdet med undervisning og læring i uderummet, for eksempel som konsulenthjælp målrettet den enkelte.
Slagelse Naturskole har et stort fokus på at indgå i løsningen af fælles kommunale opgaver ud fra en naturfaglig vinkel. Naturskolen indgår i flere tværfaglige samarbejder, f.eks.:
’Natur for ældre’, som er et samarbejde med et plejecenter omkring etablering af naturtilbud med henblik på at øge livskvalitet og livsduelighed hos ældre borgere.
’Miniputbanen’, der er et samarbejde med Slagelse Dagpleje og Entreprenørservice omkring etablering af naturtilbud til de allermindste borgere, og hvor fokus er på motorik og science.
’Naturklippekortet’, hvor naturskolen vil samarbejde omkring udvikling og afholdelse af temabaserede naturtilbud rettet mod nye, samt potentielt nye, borgere i kommunen.
Generelt støtter Slagelse Naturskole op om udviklingsstrategiens fokus på uddannelse af kommunens borgere i alle aldre, idet en faglig formidling om natur, bæredygtighed, FN’s verdensmål og biodiversitet præsenteres ind i diverse tilbud om udeskole-aktiviteter, naturarrangementer, udbudte kurser for lærere og pædagoger, tiltag i forbindelse med brobygning og læreplanstemaet ”Natur, udeliv og science” samt i de offentlige naturarrangementer.