9.5.1 Lavbundsarealer fremgår af kortbilag 9.5.
9.5.2 De udpegede lavbundsarealer skal friholdes for byggeri og anlæg mv., hvis det pågældende byggeri eller anlæg kan forhindre, at det naturlige vandstandsniveau kan genskabes.
9.5.3 Det skal gennem planlægningen sikres, at de udpegede lavbundsarealer ikke overgår til andre formål, som vil være i modstrid med intentionen om at skabe vådområder.
9.5.4 For lavtliggende arealer, der ikke er omfattet af udpegningen, gælder, at de så vidt muligt skal friholdes for byggeri og anlæg, der kan forringe muligheden for at genskabe værdifulde naturområder.
Udpegningen er foretaget efter kriterier i cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998 om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder.
Arealerne kan genoprettes som vådområder for at mindske kvælstofudvaskningen til havmiljøet og forbedre naturindholdet i området. Der gælder dog særlige regler for internationale naturbeskyttelsesområder, hvor disse vil blive berørt af genopretning af vådområderne.
Lavbundsarealer omfatter typisk afvandede eller drænede enge, moser, søer og havområder. Udstrækningen af lavbundsarealerne kan ses på miljøportalens hjemmeside under arealinfo. Ved ophør af landbrugsdrift på disse arealer vil værdifulde naturområder kunne opstå naturligt eller gennem naturgenopretning. Derfor bør disse områder friholdes for byggeri og anlæg. Slagelse Kommune vil understøtte tiltag, der har til formål at tage landbrugsjord på lavbundsarealer ud af drift med henblik på at lave mere natur.
Retningslinjerne forhindrer ikke byggeri og anlæg, der er nødvendige for den jordbrugsmæssige drift. Sådanne anlæg skal dog så vidt muligt placeres og udformes under hensyntagen til mulighederne for en eventuel fremtidig naturgenopretning.
Slagelse Kommune kan forsøge at genskabe den naturlige vandstand på lavbundsjorderne. Dette vil ske gennem dialog med lodsejere.