9.9 Naturpark

Området fra Omø, Agersø og fra Skælskør langs dobbeltkysten over til Glænø og videre til Bisserup er udpeget med potentiale som regional naturpark. Området indeholder mange naturmæssige, landskabelige, kulturhistoriske og rekreative værdier. Der er mulighed for at skabe projekter sammen med lokale aktører, der enten har til hensigt at beskytte og udvikle naturmæssige værdier i området, eller som sigter mod at udvikle de rekreative muligheder, der er for at opleve og være i naturen i området.

9.9.1 Interesseområdet for naturparken fremgår af kortbilag 9.9.

9.9.2 Det primære formål er at skabe bedre forhold for dyr og planter, udvikle økologiske sammenhænge og styrke naturkvaliteten og fremme borgernes mulighed for at opleve naturen på nært hold.

9.9.3 Slagelse Kommune vil gennemføre en sårbarhedsanalyse af naturen, så det sikres, at der tages hensyn til naturen.

9.9.4 Slagelse Kommune understøtter processen ved at skabe rammer for at dele viden og anvende ”bottom up” og samskabende tilgange i projekter, der tilgodeser de naturmæssige værdier og udvikler rekreative muligheder i området. Naturparkens indhold skabes sammen med mange aktører, der er i området, herunder borgere, foreninger og organisationer.

9.9.5 Initiativer sker på frivillig basis og vil ikke kunne medføre restriktioner udover gældende lovgivning.

9.9.6 Slagelse Kommune vil undersøge muligheden for, at naturparken på sigt kan certificeres som Dansk Naturpark efter Friluftsrådet mærkningsordning.

Grundlag for naturparken
Slagelse Kommune har potentiale for at etablere en naturpark i området, der strækker sig fra Omø, Agersø og fra Skælskør langs dobbeltkysten over Glænø til Bisserup. Dette er beskrevet i rapporten ”Naturparker med grønne korridorer i Region Sjælland – grundlag for naturturisme”. Den er udarbejdet af Region Sjælland i 2011.

Området er et naturmæssigt skatkammer.

Der er meget høj tæthed af natur især vidtstrakte strandenge, men også større mose- og engområder. Området er af international betydning både med hensyn til mange forskellige typer af naturområder men også fugle og padder. Området indeholder fire natur- og vildtreservater, som er vigtige for rastende og ynglende fugle. Reservaterne dækker hovedsageligt vandområderne i Basnæs Nor, Holsteinborg Nor, Skælskør Nor og Fjord og Helleholm Vejle. Kystlandskabet er mange steder underlagt fri dynamik, og feddene ved dobbeltkysten er under stadig forandring. Området er geologisk meget interessant med tydelige spor af gletsjeraflejringer og Glænø, Agersø og Omø, der hæver sig i landskabsbilledet.  Der er flere betydelige landskabsfredninger. I sammenhæng med fredningerne ligger godserne som perler på en snor.

Hvorfor naturpark
Området som er udpeget til interesseområde for naturpark rummer nogle af Slagelse Kommunes store natur- og landskabsmæssige værdier og er noget særegent for kommunen.  Det vil vi gerne bevare og styrke. Formålet med naturparken er at:

  • Skabe bedre forhold for dyr og planter, udvikle økologiske sammenhænge og styrke biodiversitet og naturkvalitet
  • Styrke borgernes mulighed for at opleve naturen på nært hold.

Gennem naturparken ønsker vi også at formidle kulturhistoriske værdier samt understøtte sociale netværk, skabe mulighed for oplevelsesøkonomi og fremme bosætning i lokalsamfundene i og omkring naturparken.

Udpegningen til interesseområde for naturpark betyder, at kommunen inden for udpegningen vil prioritere indsatser, der fremmer områdets naturværdier udover de nuværende lovbundne indsatser. Indsatserne vil gå på at styrke naturværdierne på de i forvejen beskyttede naturområder, at etablere nye naturområder, men også på at fremme de naturværdier i området, der ikke er beskyttede men er værdifulde i sig selv. Der vil også være fokus på at sikre, vedligeholde og pleje eksisterende fortidsminder både som fortidsminder men også i nogle tilfælde som levested for dyr og planter. Det er ønsket, at oplevelsen af naturen og kulturhistorien fremmes formidlingsmæssigt, så oplevelsen i sig selv styrkes.

Afgrænsning
Afgrænsningen som fremgår af kortbilag 9.9 skal betragtes som et ”søgeområde”, inden for hvilket interessen for at etablere naturpark afdækkes nærmere blandt borgerne og lodsejerne i området og andre interessenter. Gennem dialogen med borgerne m.fl. vil vi blive klogere på, hvor en afgrænsning er mest hensigtsmæssigt. Afgrænsningen skal derfor ikke betragtes som endelig. 

Kernen i naturparken udgøres af fire natur- og vildtreservater, Natura 2000-område nr. 162 ”Skælskør Fjord og havet og kysten mellem Agersø og Glænø”, landskabsfredningerne og godslandskabet.

For at sikre tilgængelighed og en sammenhængende stiinfrastruktur medtages områder, der skaber forbindelse til eksisterende stier, bl.a. til Fodsporet, Lagunestien og den nationale cykelrute N8, der går gennem landsbyerne Magleby, Vedskølle og Ørslev.

Derudover medtages området vest for Skælskør med Kobæk Sø, Kobæk Skov, Vasebro mv. samt en del af Rude skov. Disse områder rummer attraktive natur- og friluftsoplevelser.

Skælskør og Bisserup medtages, så lokale attraktioner disse steder kan indgå i naturparken.    

Proces
En udpegning til naturpark kan forstås som en ramme, der udfyldes ud fra lokale forslag, ønsker og idéer. Det bygger således ikke på et færdigt koncept, som implementeres uden hensyn til det aktuelle liv, der udfoldes i landdistrikterne og landsbyerne, men vil blive udviklet i samspil med eksisterende aktiviteter, erhverv, naturkvaliteter og potentialer. Arbejdet med at blive en naturpark udgør ikke en hindring for eksisterende interesser i forhold til landbrug, erhverv, jagt, fritidsinteresser med videre. 

Der følger flere spor, hvoraf et af dem handler om at skabe en samlende fortælling om de kvaliteter, der kendetegner området samtidig med, at der skabes mulighed for at iværksætte projekter, der tager afsæt i en udvikling af stedbundne potentialer. Alle aktiviteter baseres på princippet om frivillighed og en bred involvering af lokale aktører, som inviteres til at indgå i et netværk, der vil arbejde for at udvikle området med udgangspunkt i naturmæssige og kulturhistoriske værdier.

Certificeringen ”Dansk Naturpark”
I processen vil det blive afsøgt, om der er interesse og mulighed for at søge om at få området certificeret som Dansk Naturpark efter Friluftsrådets mærkningsordning.