Indledning

Kommuneplanens rolle
Kommuneplanen dækker hele kommunens areal og kan bedst beskrives som en overordnet plan, der sætter mål og rammer primært for arealanvendelsen i kommunen. Kommuneplanen er bindeleddet mellem på den ene side landsplanlægning og på den anden side den detaljerede lokalplanlægning og retningslinjer for konkrete emner.

Der er ikke handlepligt i en kommuneplan, og byrådet kan derfor ikke sikre, at de planlagte projekter rent faktisk gennemføres. Til gengæld skal byrådet sikre, at projekter, der sættes i gang, ikke strider mod kommuneplanen.

Kommuneplanens retsvirkninger
Kommuneplanen har ingen direkte retsvirkninger over for kommunens borgere. Planen i sig selv kan hverken forbyde eller give lov til bestemte ting. Det kan først ske via den konkrete sagsbehandling i kommunen. Kommuneplanens retningslinjer er bindende for kommunens planlægning, administration og anlægsvirksomhed. Byrådet har pligt til at arbejde for gennemførelse og efterlevelse af retningslinjerne.
 
Kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen angiver grænser for, hvilket indhold en lokalplan kan have. Rammerne giver ikke den enkelte grundejer ret til at anvende eller bebygge sin ejendom i overensstemmelse med rammebestemmelserne. Rammerne er maksimalgrænser. De er ikke mere detaljerede end, at der ved lokalplanlægningen kan ske en nøjere planlægning og detaljering af et område. En lokalplans mere detaljerede bestemmelser vil ofte være skærpende i forhold til kommuneplanens rammebestemmelser om bebyggelsesprocenter, bygningshøjder mv.

Eksisterende byplanvedtægter, lokalplaner og servitutter er fortsat gældende, uanset hvad der står i kommuneplanens rammebestemmelser. De kan kun ændres gennem en ny lokalplan.
Byrådet kan modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer i byzone eller sommerhusområde, hvis byggeriet eller anvendelsen er i strid med kommuneplanens rammebestemmelser, eller hvis projektet ikke er i overensstemmelse med gældende byplanvedtægt eller lokalplan. Byrådet kan desuden nedlægge forbud mod, at der etableres forhold, som kan hindres med en lokalplan. Forbuddet gælder i op til ét år og kan afløses af bestemmelser i en ny lokalplan.

Miljøvurdering

Sideløbende med kommuneplanarbejdet gennemføres en miljøvurdering af planrevisionen, så der i planen tages hensyn til miljøforhold, der i miljøvurderingen er vurderet at kunne blive væsentligt påvirket af en given udvikling. Miljøvurderingen har hjemmel i Miljøvurderingsloven (LBK nr. 973 af 25. juni 2020 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Ved planrevisioner er kun ændringer omfattet af miljøvurderingskravet.

Miljøvurderingen er i høring samtidig med kommuneplanforslaget.

Miljøvurdering